Herreliga: Farvel semifinaler og goddag DM-medaljer

Mediano Håndbold - En podcast av Mediano

*Udsendelsen er sponsoreret af Sparekassen Kronjylland* For godt og vel 9 måneder siden lød startskuddet til et udskillelsesløb. De startede 14 - nu er de to tilbage. Ja, det lyder næsten, som når Jakob Kjeldberg laver sin introduktion til en episode af Robinson Ekspeditionen, men det er nu engang tallene på bundlinjen, før Herreligaen tager hul på den allersidste brøkdel af sæsonen. For mens Bjerringbro-Silkeborg og Skjern Håndbold duellerer om bronzemedaljerne, skal dette års danske mester findes mellem Aalborg Håndbold og GOG. Dét på baggrund af en torsdag aften, hvor GOG efter tre hårde semifinaler mod Skjern lod jublen bryde løs ned mod “Det Gule Hjørne” i Gudme og fejrede klubbens tilbagevenden i finaleregi efter 11 års fravær. I denne udsendelse analyserer vi kamp 3 mellem GOG og Skjern, lukker en tæt, intens og spændende semifinaleserie ned og kigger frem. Allerede i weekenden begynder de endelige tvekampe, hvor der er både bronzekamp og finale på håndboldtapetet. De 89 minutters indhold får du leveret i selskab med Jesper Fredin, cheftræner for HØJs 1. divisionsherrer, Oliver Jørgensen, ungdomstræner i TMS Ringsted samt talenttræner i HRØ og vært Emil Halkier.

Visit the podcast's native language site